ESG-analytiker
AkademikerPension
ESG-analytiker
AkademikerPension

Lead the shift: ESG Analyst – hvor kodning møder ansvarlighed

Er bæredygtighed, ESG og datadrevne analyser noget, der fanger din interesse? Og motiveres du af at omsætte komplekse data til konkret handling i investeringer?

Så er det dig, vi søger.

I AkademikerPension arbejder vi for at sikre vores medlemmers økonomiske tryghed – og gøre det på en måde, der er ansvarlig, målrettet og transparent. Nu udvider vi vores team for ansvarlige investeringer med en endnu en (senior) ESG-analytiker, der kan styrke vores datagrundlag, modeller og beslutningsprocesser.

Om jobbet og teamet

Som ESG-analytiker bliver du en del af et erfarent fagligt miljø med stor indflydelse på, hvordan ansvarlige investeringer udmøntes i praksis. ESG-teamet består af tre erfarne specialister og indgår som en integreret del af investeringsorganisationen, der forvalter 155 milliarder kroner på vegne af mere end 170.000 medlemmer. Teamet arbejder tæt sammen med investeringsafdelingens teams for aktier, obligationer, infrastruktur, private equity og ejendomme – og du får dermed indblik i og samarbejde på tværs af alle aktivklasser.

I rollen vil du få en central funktion i at udvikle og vedligeholde ESG-data, analyser og modeller, som understøtter vores screening, engagement, rapportering og den langsigtede strategi for ansvarlige investeringer. En vigtig del af arbejdet er også at gennemføre og videreudvikle analyser af selskabers governance-praksis – herunder bestyrelses- og ledelsesstrukturer, incitamentsmodeller, transparens, risikostyring og kontrolmekanismer – og at bringe disse indsigter i spil i vores investeringsprocesser og dialoger med selskaber.

Du bliver en del af et miljø, hvor sparring, faglighed og engagement vægtes højt, og hvor der er gode muligheder for at udvikle dine tekniske og analytiske kompetencer, både inden for datamodellering og inden for evaluering af selskabers ledelses- og styringskvalitet.

Hos os får du fleksible arbejdsforhold med plads til både familie- og fritidsliv, og du bliver en del af en organisation, hvor medlemmernes værdier og samfundsansvar er i centrum.

Dine opgaver

Du får mulighed for at være med til at forme vores praksis omkring ESG-data. Opgaverne inkluderer blandt andet:

• Udvikling af modeller og datadrevne metoder til screening og vurdering af porteføljens bæredygtighed.

• Indsamling, kvalitetssikring og strukturering af ESG-data på tværs af aktiv-klasser og hjælp med at integrere ESG i investeringsprocesserne.

• Kodning og automatisering af analyser og rapporteringsprocesser.

• Kvantitative analyser af klima-, miljø- og samfundsrelaterede risici og muligheder.

• Bidrag til vurdering af eksterne kapitalforvalteres ESG-arbejde.

• Input til standpunktspapirer, strategiarbejde og prioritering af indsatsområder.

• Deltagelse i engagement aktiviteter og internationale investornetværk.

• Understøttelse af løbende rapportering til medlemmer, bestyrelse og eksterne interessenter.

Vi leder efter en profil, der:

• Har en relevant videregående uddannelse inden for økonomi, finans, data science, statskundskab eller lignende.

• Har kvantitative evner og erfaring med kodning (eksempelvis Python, R, SQL eller tilsvarende).

• Er optaget af ESG, bæredygtighed og ansvarlige investeringer.

• Trives med at arbejde datadrevet og kan omsætte data til klare konklusioner.

• Er nysgerrig, struktureret og har lyst til at lære nyt.

• Har gode kommunikations- og samarbejdsevner.

• Kan formulere dig klart på både dansk og engelsk, mundtligt såvel som skriftligt.

• Har interesse i at bidrage positivt til teamets kultur, faglighed og fællesskab.

Ansøgning og proces

Ansøgningsfristen er den 15. december 2025, og vi holder samtaler løbende med henblik på ansættelse hurtigst muligt. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chef for ESG, Rikke Jacobsen, på e-mail rbj@mpim.dk

Om AkademikerPension
Vi er en medlemsejet pensionskasse for 170.000 akademikere og har en ambition om at være Danmarks mest ansvarlige pensionskasse. Vi ønsker at skabe et højt afkast på et ansvarligt grundlag, og vi har i de senere år været en stærk stemme i den offentlige debat om ansvarlige og klimavenlige investeringer.

AkademikerPension opfordrer alle, der matcher jobbeskrivelsen til at søge uagtet køn, alder, nationalitet, etnicitet eller andet. Kønsbalance og lige muligheder er kerneværdier for os, og vi har fokus på at sammensætte det helt rigtige team, som i kraft af diversitet og faglige kompetencer kan løse opgaven.

Du kan læse, hvordan vi behandler dine persondata på akademikerpension.dk/persondatapolitik.

Frokostordning
Bæredygtighed
Fleksible arbejdstider
Work-life balance
Godt socialt miljø
Tæt på offentlig transport
Støtter diversitet