Business Relations Manager
Konsulenthuset ballisager
Godt socialt miljø
Tæt på offentlig transport
Karriere muligheder

Har du et ægte foodie-gen, og har du lysten til at vinde de store, vigtige kunder? 


Kan du genkende følelsen af en susen i maven, når du jagter nye kunder og dit næste store salg? Tænder du på den direkte kontakt med erhvervslivet, og har du coolness nok til at forhandle med mastodonter? Så skal du være EMBACO’s nye Business Relations Manager.  

Hos EMBACO har vi papkrus, poser, papirkvalitet, form, funktion og flasker på hjernen. Vores ekspertise er bæredygtige emballageløsninger, som vi sælger til virksomheder, restauranter, fødevareproducenter, cafeer og catering. Vi kan godt lide at gøre en forskel, så vi gør os umage med, at vores kunders produkter tager sig godt ud og sælger varen. Vi er godt i gang med en udviklingsrejse, og vi søger en Business Relations Manager, der ved, hvordan man skaber gode og langvarige relationer til kunder.  

Salgserfaring og ferm relationsbygger  
Du får storkundeansvar, og på trods af ni år på bagen har vi fortsat en start up-ånd, der skaber en energisk og fleksibel atmosfære, som betyder, at du får frihed til at styre dine salgsindsatser. Og det er lige dig, for du er struktureret og målrettet. Vi leverer ikke en færdig liste med eksisterende kunder, men vi vil gerne give dig en “must win”-liste – og det giver dig blod på tanden. Du har efterladt salgspistolerne derhjemme, og lytter i stedet til ønsker og behov. Du kan sælge på alle niveauer, og du forstår vigtigheden af, den gode kundekontakt og opbygning af de langvarige relationer. Som Business Relations Manager hos os bringer du alle dine talenter i spil, når du skal løse dine arbejdsopgaver:  

  • Du bygger relevante netværk. Dine indgangsvinkler til salg er mange, målrettede og kreative. Større kunder kræver grundigt arbejde, og vi giver dig tid til at lægge den helt rigtige strategi, som kan sikre de gode relationer.  
  • Du er en stærk projektleder. Du forventer ikke at lukke den ene ordre efter den anden. Du ved, at de salg, du skal skabe, tager tid. Du er derfor både nysgerrig, vedholdende og tålmodig i din tilgang til kunder og i forhold til opbygningen af din kundeportefølje.   

  • Du driver salgsprocessen. Du opsøger nye kunder, behovsafdækker, udformer tilbud, sender vareprøver, lander ordrer og sikrer dig glade kunder.  

  • Du holder øje med udbudskalenderen. Der er ikke et udbud, der går din næse forbi, og du formår at slå til, når der er et udbud, vi skal vinde. Du arbejder tæt sammen med dine kolleger, der arbejder med indkøb, kundeservice og grafisk design – så I sammen lykkes med at skabe det vindende tilbud.   

Du er ikke nødvendigvis 100 meter-mester i pap og papir 
Men du er derimod verdensmester i at forstå, nedbryde og formidle produkter med en gennemslagskraft, der brænder sig fast på nethinden og i sidste ende ”lukker” kunden. Vi ser gerne at du kommer med erfaring fra en handelsvirksomhed eller har erfaring med salg til HORECA, Food and Beverage, facility eller lignende. Du kan få et stort plus i vores bog, hvis du har brancheviden inden for emballage – men det er ikke et krav. Du er selvkørende (efter behørig oplæring) og kvalitetssikrer dit arbejde ved at sparre med dine kollegaer, fordi du ved, at de bedste resultater nås i fællesskab.  

Vi forventer, at du har kørekort og har mulighed for at stille din egen bil til rådighed. Er det ikke en mulighed, kan du gøre brug af vores firmaaftale med Green Mobility. 

Familieånd og kolde fredags-øl  
Vi er lidt en krydsning mellem et designbureau og en handelsvirksomhed med et stort iværksætter-gear. Din nye legeplads bliver på vores HQ i Dronningens Tværgade i København, hvor vi har frokostordning, får god kvalitetskaffe hver dag, drikker fredags-øl og nyder et tæt samarbejde. Vi har ikke rundsave på albuerne, og vi baserer vores arbejde på gensidig tillid – for os er det vigtigt, at vi bakker hinanden op og sørger for at bringe det bedste frem i hinanden. Og vi lytter til dine ønsker for kompetenceudvikling, så du udvikler dig og trives i jobbet. Derudover har vi en ret casual dresscode og en kontorhund, der hedder Carla.  

“Kulturen ved EMBACO har sine rødder i historien, og kommer til udtryk gennem ledelsen. Der er en iværksætterånd og et fællesskab som gør, at man føler sig som en familie med et fælles mål. Ved mange andre virksomheder, kan det være svært som ny at føle man kan bidrage med noget, men ved EMBACO anerkender hver kollega den baggrund, man kommer med” Citat af Simon, din nye kollega, som selv startede hos EMBACO i efteråret 2020.  

Vil du være vores nye kollega – og blive en del af vores familie?  
Vi har teamet op med Konsulenthuset ballisager, der hjælper os med at håndtere rekrutteringsprocessen. Du er velkommen til at ringe til Researchkonsulent Camilla Lykke på 30 63 17 49 eller Chefkonsulent Trine Skovgaard på 30 63 17 97, hvis du har nogle uddybende spørgsmål. 

Vi glæder os til at modtage et motiveret CV fra dig, hvor du fortæller os, hvordan du kan bidrage og gøre en forskel for vores kunder. Vi har valgt ikke at bruge ansøgninger i vores processer, men vil selvfølgelig gerne vide, hvad der motiverer dig til at søge stillingen. Skriv derfor din motivation for stillingen direkte ind i dit CV. Du kan se, hvad det indebærer her, inden du ansøger.   

Vi behandler løbende ansøgninger, og vi lukker for ansøgninger, når vi har fundet den rigtige profil.   

Vi glæder os til at møde dig.